Mette Vivelsted er uddannet guldsmed fra fagskolen Schoonhoven i Holland. Efterfølgende har hun videreuddannet sig til designer i ædelmetal, med afgang fra Institut for Ædelmetal i København i 1996.
I snart to årtier har hun fra sin guldsmedeforretning i hjertet af Århus solgt sine spændende smykkekollektioner og unika til et stadigt voksende publikum. Som fagkyndig specialist lægger hun stor vægt på at rådgive og vejlede sine kunder i deres valg af smykke, hvad enten det er fra kollektionen, eller de vælger at få udført et smykke skabt personligt til dem, i hendes stil. En delikat stil, som med sin subtile elegance signalerer luksus.
Det er smykker i guld og sølv, der udgår fra Mette Vivelsteds værksted. En farveskala af ædelsten som fx diamanter, safir og opal får ligesom kultur- og tahitiperler utraditionelt liv i hendes smykker. Lejlighedsvis integrerer hun kundens egne ædelsten, eksempelvis antikke diamanter eller lignende, i et smykke.
Stilmæssigt forener Mette Vivelsteds smykkedesign på én gang det klassiske med det nye, og det rå med det elegante. Smykkerne fra hendes kollektioner overlever flygtige modestrømninger, og flere fremstår i dag som tidløse klassikere. Designmæssig er det en kvalitet, at mange af hendes smykker, udover at fungere som solitærsmykker, også fungerer, når det samme design af fx en ring eller et armbånd bæres i flertal, hver for sig udført i forskellige ædelmetaller – sølv eller forskellige nuancer af guld, der i indbyrdes samspil ophøjer smykkerne.
Fra sin karrieres start har Mette Vivelsted høstet stor anerkendelse for sine arbejder såvel nationalt som Internationalt, og hun er i dag repræsenteret i Kraks blå bog. I konkurrence med internationale kolleger vandt hun tidligt en førstepris for nye smykkedesign i Japan. Hun har modtaget Skt. Loye prisen, som er Kjøbenhavns Guldsmedelaugs ærespris. To gange er hun i konkurrence med kolleger blevet valgt til at designe og udføre Aarhus bys gave til de danske sportsmestre. Hendes nutidige design har også ført til, at hun blev valgt til at udføre kirkesølvet til Dybkær Kirke bestående af kalk, kande, oblat æske og oblat disk samt adskillige særkalke.
Også på Charlottenborgs forårsudstilling har Mette Vivelsted fået antaget værker. Statens Kunstfond har indkøbt hendes smykker, og hun er i dag repræsenteret i Designmuseum Danmarks samling. Hendes øvrige udstillingsaktiviteter strækker sig fra Biennalen for Kunsthåndværk og Design i Danmark over adskillige andre udstillinger både nationalt og internationalt. Blandt andet har hun udstillet sine arbejder i Japan, Island, Holland og Skotland. Hertil kommer, at hun har arbejdet som gæst på guldsmeden Ted Muehling’s værksted i New York. Senest har hendes perlekæder været med på den røde løber i Hollywood båret af kulturministeren i forbindelse med Oscaruddelingen.
Mette Vivelsteds smykkestil omtales som: ” Dygtigt dansk design. Stramt med såvel kant som masser af poesi, personlighed og ynde.”